Svigt er det sværest

Ikke at tilgive, men at hele.

Jeg græder som pisket, når jeg hører Tobias Trier. Hans fortælling om, hvordan det er at have en der følger en. En der bare er der, ligemeget hvad man laver, så er hun der.
Hjemme, varm og tryg.

Jeg kan ikke huske trygheden.

Jeg kan ikke huske varmen.

Jeg kan kun huske, hvordan jeg følte mig et sammen med hende, da hun boede kort tid alene – men ikke siden.

Der er helt hul. Et hul som ingen fornuft kan dække.

Et hul som har vist frygt, arrogance, håb – men nu sorg. Med tiden har det udviklet sig, med tiden har frygten for at være alene, ikke høre til nogen steder, gået over i arrogance – for det blev kun blive bevist.

Med arrogance kom teenageårene, mere svigt, frustrationer og trøst i nattens mørke.
I stedet mistede jeg min respekt – for mig selv. Søgte kun beskyttelse.

Lang proces. Opbyggelse. Håb. Tab. Sorg.

Det eneste der er tilbage er hullet. Og det heler ikker.

 

Måske skete det tidligere på året, eller måske skete det ved et møde hvor jeg, som altid, deltog aktivt.

Men sagen er, at jeg ikke når mit eget arbejde fordi jeg skal sidde som muse.
Kan jeg skrive det på CV’et? “Opnået resultat – blev muse for min chef” Resultat: nåede ikke mine egen mål, fordi jeg skulle være hos ham for hver enkelt sætning og projekt der blev søsat.”
Til gengæld blev jeg utrolig god til at komme med gode kommentar til emner og indhold, jeg på ingen måde var blevet briefet om, og jeg blev ekstrem god til, at stille mig kritisk og analysere input, målgrupper og ikke minst, ejeren.

 

 

Afsked med et minde

I dag har jeg sagt farvel til en gyngestol.

Ikke bare en gyngestol som jeg har købt i Ikea eller Ilva, men en som jeg har fået fra min mormor. Sammen med Asta har jeg siddet timer i den, ammet, sovet og nydt babytid.

Men det er ikke alt sammen gode minder, og derfor en meget ambivalent følelse jeg sidder med. I stolen har jeg også brugt mange timer på at græde. Grædt over livet, grædt over mit tidligere ægteskab og grædt som barn.

Fra gården, hvor den stod, har jeg ikke mange gode minder. Jeg kan stadig genkalde længsel og frustrationerne, når jeg som barn blev afleveret. Timer jeg har brugt i stolen på at vente på, at jeg skulle hentes, eller at bare tiden skulle gå, og jeg skulle hjem.

Et tab der ikke er stort, men det det fylder alligevel på en måde.

Farvel gyngestol – farvel minder. Jeg håber en  ny vil være mere fyldt med glæde.

 

 

Kvalificeret som mellemleder

 

 

“En mellemleder skal ikke mere have opskriften på, hvordan de enkelte opgaver skal løses. Det ved de dygtige specialister, som de er ledere for, ofte bedre selv. Men de skal kunne sætte rammen og målene,” siger Michael Uhrenholt, som er rådgivningschef hos Ledernes Hovedorganisation.

150212_FRESCA_beeMailHero.jpg.CROP.fresca2-xlarge

Lunken kaffe og varme kartofler – velkommen tilbage

Klokken er 09:55 – mandag morgen. Jeg er netop kommet tilbage fra sommerferie, og jeg har ikke sat mig ved bordet endnu, for at kigge mail igennem. Jeg lister ud og tager anden kop kaffe. Jeg sniksnakker med kollegaer, forsøger at samle mig, komme i det rigtige humør til at optage mit arbejde.

Mailboxen har lige tikket fra 236 til 237 mails. Møde. Kaffen står allerede på skrivebordet – lunken. Ud af øjenkrogen kan jeg se min kollega komme ind i lokalet. Jeg kan se han er glad. Han har glædet sig til jeg skulle komme tilbage. Han har glædet sig til at fortælle alt det, som han har lavet, mens vi andre har været på ferie.

En bombe. En sand eksplosion af tumult misforståelser og opgaver der er sat igang. Uden mål, uden strategi og uden nogen ved, hvad arbejdet egentligt har til formål.

Fire studerende er sat i gang med at gennemgå indhold til fordel for SEO optimering. De arbejder uden for områder de ikke har rettighed til. De arbejder på opfordring af én, der  uden overblik og strategi, har sat dem igang. De arbejder med en varm kartoffel.

Klokken bliver 11:00

Og vores møde er færdigt. Jeg går stille i køkkenet. Trækker mig endnu en kop kaffe. Sætter mig ved computeren for at håndtere de 243 mails. Tænker…

Hvem skal forklare ledelsen, cheferne? Hvem kan forklare dem hvilken verden og egenskaber en ildsjæl inden for data og indhold kan drive ting til. Og hvem skal fortælle dem, at uden kurs og med sådan et engagement, så ender det galt. Alle gode intentioner ender den forkerte vej. De kender ikke effekten. De kan kun se grafer, tal, der forklarer, men giver ingen indsigt i en langvarige process, vedligeholdelse og energi.

Det er ikke spildt. Der er ikke gjort noget forkert. Der er blot sat endnu en båd i søen uden åre. Og hvem skal være kaptajnen?

Velkommen tilbage fra ferie!

 

Fra irretation til movtivation

Hvilke argumenter skal jeg fremtylle, når indsigt og viden ikke er tilstrækkeligt?

Måske er det irretationen, der spænder mest ben for mig selv, når jeg sidder med kolleager og planlægger, når jeg giver indspark eller ønsker at tage en dialog for at motivere til at komme til det rigtige middel for målet, kommer vi aldrig nogen steder.

Argumenterne

Statistik holder altid. Beviset for, at det er tid til at ændre kurs. Også når man selv kan understøtte analysen, tallene og vinklen, så kommer det jo. – Skab en form for brændende platform.

Formålet som en rettesnor for hvordan udviklingen skal gå, hvad der skal ske og hvorfor. Men når formålet ikke selv kan defineres, skal man så gå tilbage til første udgangspunkt?

Målet – hvad sigter jeg efter, hvad er effekten og hvordan eksekveres det.

Midlet mod målet

At vælge det rigtige middel for at komme i mål, betyder meget for succes. At træffe den rigtige beslutning for midlet, kan understøttes af en analyse, en benchmark og ikke mindst beroet på, hvilke ressourcer man har. Det er ikke altid raketten er den bedste løsning, hvis man nu ikke har nogen til at styre den.

Hvor kører vi galt?

Når der ikke er en retning, når der ikke er en brændende platform, eller måske bare en vilje og en vej, så kommer man ikke ret langt. Hverken som organisation, forretning eller person.

Derfor kan man heller ikke sige et formål bag et projekt, heller ikke definere et mål eller midlet.

Men hvis man køre uden en retning, men med midler – uanet- hvor ender man så henne? Ingen steder eller nogensteder?

I mit tilfælde er det nok til ingen steder – i hvert fald hvis jeg bliver siddende her, men kollegaer der kører ingen steder.

Det jeg altid undre mig over er, hvorfor tænker alle ikke sådan? Hvordan kan jeg måske selv, køre denne process på mig selv. Giver det mening? Og er der en mening med livet?

Irretation

Kommer så nemt, når man ikke kommer nogen steder, og når ingen steder er godt nok.

I hvert fald for mig. Men måske er det der, hvor vi er så forskellige, når man er tilfreds med ikke at komme fra nogen steder til ingen steder.

Irritationen skal komme, hvis jeg ska blive her, til at være motivation. For som det er, bliver alle demotiveret og irritable. Her skal den laves om til en motivation frem for en irritation.

 

 

 

 

Er det godt eller skidt, når fokus konstant skifter?

Når man skal smide alt hvad man har i sine hænder, når man skal løbe efter ilden, efter andre, og tilsidst blive passiv, fordi arbejdsopgaver og ansvarsområder konstant bliver udfordret og man ikke tør give sig i kast med en ny langsigtede opgave. Hvordan kan man så holde fokus og motivation?

Jeg er ikke skabt som brandmand, men jeg er en arbejdsom sjæl, der trækker de lange seje træk. Sidder ikke og venter på andre, der skal give mig besked om mine opgaver, men arbejder bedst fokuseret og koncenteret og med et mål i sigte.

Uden mål, og kun med ild, slukker jeg den, men blev aldrig klogere eller kom videre i det store billede.

 

 

Det kreative team

Som for alle marketingsafdelinger gælder det om at været kreativ. Men hvordan bliver man lige det på en tirsdag?

Hvad skal der til, og hvad er forventningen til at man er kreativ. Hvor stort skal det være, og hvad er det at være kreativ? Gælder de små forandringer ikke, de små finurligheder og de tilpasninger der kommer undervejs?

Er det kun store brede kampagner med helt nye koncepter der tæller? Og er det overhovedet muligt som ny på jobbet, at komme en helt ny idé?

Både ja og nej, men er det de store gode vanvittige ideer der skaber den kreative process i et team, bare fordi man nu skal være kreativ?

Der står altid ti ideer i kø i min hjerne. Har altid kaldt mig selv kreativ og innovativ. Har til dels også bevist det mange gange. Men en kreativ idé, er vel en løsning på et problem -eller?

Som jeg ser det, handler det ikke kun om at komme på ideer, men også om at løse en problemstilling.

Det kreative digitale team

Et team består af mange forskellige personer. Hvis et team skal fungere, skal man som hver enkelt medlem have tre grundprincipper:

  • Respekt
  • Viljen til samarbejde
  • Motivation

Som et team er der ressourcer, kompetencer og ikke mindst en energi der skal løftes for at kunne samarbejde med respekt, motivation og vilje. Et godt team udnytter hinandens kompetencer og spiller bolden op mod hinanden for bedste udbytte.

Et kreativt digitalt team har naturligvis de samme indstillinger og principper, men hvem er de, og hvad udgør det bedste mandskab.

Fra de amerikanske medier er buddet simpelt:

Du har brug for en strategi, et mål og kpiér undervejs til at nå frem. Teamet udgør, kort og præcist en UXer, dataanalytiker, tracking-expoert, digital marketer, designer, SEO-specialist, Content manager, udvikler og gerne en projektleder for at samle trådene.

Hvad stiller man så op, når man faktisk kun er en enmandshær og en verden fuld af digitale muligheder – man vælger. Ja, Anne, du skal vælge dit fokus!

Kreativ eller ej, du skal fokusere på at samle leads ind på kampagner.

 

Tak og taktik som kommunikation

Hvordan kan man formidle sit budskab som fx. jubilæum eller årsdag, uden at det går hen og bliver en selvfed omgang? – Jo, det kan man sagtens gøre, blot ved at sige tak.

Efter besøg i Central Park, New York, i weekenden fik jeg den fantastiske oplevelse af, at et jubilæum kunne vendes til en ekstrem positiv oplevelse uden flag og lave priser.

Oven over det grønne græs, de velbesøgte stier og hemmelige huler, var parken fyldt med poster der ganske enkelt havde budskabet: Powered by you.

Et enkelt billede, af en situation fra parken, gav en identifikation af, hvem modtageren af budskabet var – mig! Familier, løbere, skatere, dagsnydere, min kæreste og jeg, var modtager af dette budskab. Et tak, til alle beboer i New York, der dagligt besøger parken og til alle der bruger den, for uden dem, ville det ikke være det samme.

Se kampagnen fra deres helt eget site:

PBY_facebook_851x315_2015
Central Park is Powered By You! It’s true; Central Park Conservancy’s 35 years of success – and future – all come down to you: our visitors, donors, members, volunteers, and staff. Your support helps us raise 75% of the Park’s operating budget and powers thousands of Central Park moments every day. People share countless #CentralParkMoments with us on Instagram every week. Help us celebrate our 35th anniversary by showing how you power Central Park!

http://www.centralparknyc.org/about/about-cpc/powered-by-you.html